Er du afskåret fra at se dit barn


Hvis I som forældre ikke selv kan sikre, at jeres barn har kontakt til begge forældre, har Familieretshuset mulighed for at træffe en midlertidig afgørelse om samvær. Det gælder også, hvis der allerede kører en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær. Det kaldes ”midlertidigt kontaktbevarende samvær” og det sikrer, at barnet også kan bevare kontakten til den forælder, det ikke bor hos.

Familieretshuset skal træffe en afgørelse hurtigst muligt og inden tre uger efter, at du som samværsforælder eller vi på vegne af dig retter henvendelse til Familieretshuset.

Reglen kan kun benyttes, hvis der søges om fastsættelse af samvær i tilknytning til, at kontakten er afbrudt. Man skal derfor søge hurtigst muligt.

Det midlertidige kontaktbevarende samvær gælder, indtil Familieretshuset eller familieretten fastsætter andet samvær, eller indtil forældrene selv bliver enige om samværet.
Børneretskontoret kan hjælpe dig med at få etableret et midlertidigt kontaktbevarende samvær hurtigt og inden det er for sent.

Har du spørgsmål?
så kontakt os gerne her